Jeg elsker personligt at rejse, og har efterhånden været en del steder i udlandet. Mest Europa men sørme også USA er blevet besøgt over årenes løb. Det er dog ved at være længe siden, at jeg har besøgt udlandet, og grunden hertil er næppe nogen overraskelse, idet det naturligvis skyldes den verserende Corona-pandemi, der har ramt hele Verden. Sidste år, da der var sommerferie, var en udlandsrejse mere eller mindre udelukket, da Verden var rød og lukket ned, men i år har mulighederne alligevel været bredere. Jeg vil dog sige, at jeg ikke har haft lyst til at tage risikoen for at tage ud og rejse, da man jo stadig kan blive smittet af Corona. Derudover kommer risikoen for, at man skal forlænge sit udlandsophold, hvis man bliver smittet for så at sidde i isolation i det land, man er på rejse i. Jeg tror, der kommer til at gå længe, førend vi ser ind i en hverdag, hvor vi igen kan rejse frit.