I astrologien er en dyrekreds et afgrænset område af himmelsfæren, hvor planeterne passerer over himlen. Ifølge vestlig astrologi er dyrekredsen inddelt i tolv lige store dele eller tegn. Hvert tegn er forbundet med et forskelligt stjernebillede, og planeter siges at være “i” et bestemt tegn, når de passerer gennem det pågældende tegns stjernebillede. Månens og de synlige planeters baner ligger også inden for dyrekredsen. De fleste stjernebilleder og mange individuelle stjerner befinder sig i mere end ét stjernetegn. Historisk set blev dyrekredsen brugt til at følge Solens, Månens og planeternes positioner. Udtrykket “zodiac” bruges også i forbindelse med astronomiske cirkler og cyklusser, der er relateret til Solens og Månens bevægelser. Nogle kulturer opdeler f.eks. året i 13 måneskyderier, mens andre overholder otteårige cyklusser. I de fleste tilfælde er der dog 12 faser i hver cyklus, som svarer til de 12 stjernetegn. En bestemt planet kan således tilbringe ca. 30 dage i hvert tegn i løbet af et solår. Dyrekredsen har også været brugt som et redskab til navigation og kortlægning. Den kan hjælpe piloter og søfolk med at finde deres position i forhold til bestemte stjerner og stjernekonstellationer. Fordi den forbliver fast i forhold til baggrundsstjernerne, kan den også bruges som referenceramme til at måle stjernernes egenbevægelse (de enkelte stjerners bevægelse i forhold til hinanden). Endelig kan det være nyttigt at forstå stjernetegnets cyklusser, når man skal forudsige periodiske begivenheder som f.eks. formørkelser.